8-ugerskuren der blev til år…

Bare liiiige en hurtig kur..

Kender du det der med at den ‘hurtige kur’, der bare skulle have været 6-8 uger pludselig blev til måneder og år med striks kost i hverdagen og snack-attacks i weekenden?

Følelsen af at “liiige om lidt så er jeg i mål”.

Alt det tøj du gennem tiden har købt lidt for småt – for ‘lige om lidt’, så kan du godt passe det.

Du skal bare lige tabe de sidste 5 kg? Måske 10 kg?

Og du kan jo godt, ikke?

Du skal jo bare følge [indsæt selv – plan, kur, træningsprogram] et par uger mere.

SÅ er den der. Så er du i mål.

Fraværet af rygrad

Hvis ikke det var for den der latterlige rygrad.

Rygraden der svigter hver gang noget fristende bliver stillet foran dig.

Rygraden der smuldrer når stress og træthed rammer torsdag eftermiddag.

Rygraden der forsvinder i det sekund du er i følelsernes vold – og ked-af-det-hed, stress, tristhed, træthed og/eller glæde bliver dulmet og fejret med [indsæt selv dine favorit-triggerfoods].

Hvis du nu bare kunne finde den rygrad frem. SÅ.. Så ville alt være godt. Ikke?

Hvor længe vil du blive ved?

Hvor mange gange – og hvor længe har du været igennem denne her mølle?

Har du overvejet om det har virket for dig – sådan rigtigt? Ikke bare kortvarigt – men sådan rigtigt.

Ville du stadig kæmpe med de tanker nu, hvis kur-approachen havde virket? Måske er det på tide at sadle om?

“Jeg er startet på Dukan-kuren. Igen..”

Jeg overhørte for nylig én sige; “Jeg er startet på Dukan-kuren igen – den fungerer bare SÅ godt for mig. Den er virkelig effektiv!”.

Den lader vi lige stå et øjeblik..

Hvis du skal på Dukan-kuren IGEN – så fungerer den ikke ret godt for dig. Det er sandt, at den er effektiv – det er der mange ting der er. Men den fungerer ikke for dig.

Måske er det ikke Dukan-kuren der er dit go-to. Måske er det en kostplan du har fået tidligere?

Måske er det forskellige kure, du finder på nettet eller i blade?

Måske er det en kostretning du sværger til ‘når du skal tilbage igen’?

Måske er det ved at være tid til at slå op med en cyklus – og finde din egen kost- og træningshylde der én gang for alle gør en ende på den lange cyklus af under- og overspisning, som du har gennemgået.

Måske skal du prøve noget nyt?