"Du er da ikke sådan én der løber..?"

Jeg har det lidt stramt med de der kasser vi godt kan lide at putte os selv og hinanden i.

For eksempel ‘jeg ER vegetar’ eller ‘du er sådan en fitnesspige’. Eller ‘Du er da ikke sådan en ________ (indsæt selv)’.

For et par måneder siden fik jeg at vide at jeg ikke ‘var sådan en der løb’. Det mente vedkommende at jeg var lidt for bøf til at være.

Jeg foretrækker altså at være lidt et gadekryds. Jeg er hverken fitnesspige, yogapige, dansepige, løbepige, vegetar eller noget som helst andet.

Jeg kan godt lide at løfte tunge ting. Jeg elsker at danse. Jeg finder ro ved at løbe eller lave yoga. Og jeg spiser efterhånden overvejende plantebaseret - men elsker også en stor rød bøf eller tatar med fritter af og til også.

Jeg er mig. Og jeg vælger de ting til som jeg godt kan lide - men de definerer mig ikke.

Problemet er at ‘kasserne’ godt kan afholde os fra at prøve nye ting.

Jeg hører temmelig ofte ‘Jeg er ikke sådan en yogapige - det tror jeg ikke er noget for mig’. Du behøver ikke at ‘være en yogapige’ for at kunne kravle rundt på en måtte og strække ud - kravl på din egen måde.

Stræk på din egen måde. Gør det der fungerer for dig.

Der er en frygt for ikke at ‘passe ind i kassen’ (læs: ikke være tynd nok/smidig nok/zen nok i yogapigens tilfælde). Men hvad hvis du nu bare gør det på din egen måde?

Det var faktisk én af de ting der afholdte mig fra at danse i mange år. ‘Jeg var jo ikke sådan en dansepige’. Det er en skam for det viser sig at jeg er pænt god til det (altså på min egen måde, ahem)..

Hvad afholder du dig fra at gøre fordi du er på udebane?

Måske der rent faktisk venter et eventyr til dig, hvis bare du tør gå på opdagelse og give ‘kasserne’ fingeren?

Kærlig hilsen

Celstine