Et ‘normalt’ forhold til mad

For 5 år siden troede jeg ikke at jeg nogensinde ville få et normalt forhold til mad. Ja, vel egentlig for bare 3 år siden. Jeg HADEDE snakken om ‘balance’ (som dengang ikke var helt så fortærsket som det er i dag – for hvad er ‘balance’ egentlig? Det er så udefinerbart et begreb at det næsten er umuligt at nå i mål).

Jeg hadede damebladsartikler om kvinder der nød et enkelt stykke chokolade – for hvem fanden gør det?! Jeg var helt overbevist om at det ikke var muligt for mig at nå et punkt hvor jeg kunne have ‘forbudte’ madvarer i huset uden at gå snack-attack i det, når min aften-autopilot satte ind efter en lang travl dag.

Min autopilot.. Hvis den først viste sit grimme ansigt kunne jeg snildt kværne et helt glas peanut butter direkte ud af glasset – med ske. Og jeg stoppede først når glasset var tomt.

I dag har jeg 4 glas peanut butter stående. Og jeg spiser virkelig sjældent af dem. Jeg kan godt lide det – men det siger mig ligesom ikke så meget mere. Fordi det ikke er forbudt..

Forleden dag fandt jeg en pakke Oreos inde i vores køkkenskab. Og en halv pose M&M’s. Vi havde brugt dem til at lave IMO-barer med for 1/2 års tid siden – og jeg har ikke rørt dem siden. Hvorfor? Fordi de ikke længere er forbudte.

Vi har også flere bægre Ben&Jerry’s stående i vores fryser. Jeg spiser hvis jeg har lyst – og stopper når jeg har fået nok. Hvorfor? Fordi det ikke længere er forbudt.

For 3 år siden troede jeg ikke at det nogensinde skulle være en mulighed. Jeg skrev mig ind under at jeg var et madøre pr definition at en hvis form for kontrol med mit indtag måtte blive opretholdt, for ellers ville det stikke af.

I dag er jeg klogere.

Jeg ved at det kræver tid at vende mange års spisemønstre. Men det kan lade sig gøre. Jeg har faktisk set det ske i rigtig mange tilfælde nu. Og bare fordi det tager tid, betyder det ikke at det er umuligt. Det er muligt.

Den kan lade sig gøre – også for dig 🙂