Husk at der ikke er én rigtig måde at ‘komme i form’ på

Der er mange veje til Rom. Og smadretræning er ikke nødvendigvis den rigtige måde at nå dit mål på..

Personligt er jeg ikke den store fortaler for ‘smadretræning’ (du ved den klassiske ‘jeg-har-været-hos-min-personlige-træner-og-kan-ikke-gå-i-fire-dage-træning).

Det er jeg ikke fordi:

1) Jeg oplever at de fleste faktisk i stedet for at glæde sig, frygter at komme til træning fordi de ved at de skal saves over i en time.

Man skal ikke frygte sin træning – det er et rigtig dårligt grundlag for at have lyst til at komme igen – i hvert fald på sigt.

2) Jeg ofte oplever at det trigger appetitten at træne monster-hårdt og du dermed efterfølgende ender med at være et carb-cravende monster, der spiser alt hvad du kan komme i nærheden af.

Og det er uhensigtsmæssigt hvis du gerne vil tabe dig, fordi du i så fald temmelig hurtigt får spist de kalorier, du forbrændte under træningen, op.

MEN.. Bare fordi jeg ikke er fortaler for smadretræning, betyder det ikke, at det ikke er rigtigt for nogle.

Og andre vil faktisk have ganske godt af regelmæssigt at prøve at blive presset til det yderste, fordi de måske har en tendens til at give op liiiidt for tidligt, når det bliver hårdt.

At overleve en smadretræning kan også give en succesoplevelse i overlevelsen i sig selv. En gang i mellem. Ikke hver gang.

Det er desværre bare et ‘redskab’ der lidt for ofte bliver misbrugt af personlige trænere for at ‘sætte sig i respekt’ overfor klienten og give klienten en følelse af at ‘få noget for pengene’.

Men det har aldrig været svært at ‘smadre’ folk i et træningscenter – kunsten er at træne intelligent; tilstrækkelig hårdt til, at der er en udvikling.

Men ikke så hårdt at du efterfølgende er på ‘savle-stadiet’ og bliver ulvesulten i flere dage efter og ikke kan restituere dig fra det.

Husk det – næste gang du går ned i fitnesscenteret med intentionen om at ‘go hard or go home’.

Det er okay at presse dig selv – og måske skal du også presse dig selv lidt oftere end du rent faktisk gør?

Men hvis du oplever at du er søvnig og ulvesulten umiddelbart efter træning, så skal du måske revurdere din træningsapproach og huske på at der er mange veje til Rom – og at ‘smadretræning’ ikke nødvendigvis er det eneste værktøj, du behøver at have i din værktøjskasse.