‘Jeg vil gerne tabe 5 kg - jeg tager lige 1-2 måneder på [indsæt selv kur/regler/kostdogmer]’

Scenariet er helt klassisk; planen er at det skal være midlertidigt og derfor skal det være ‘tough’. Det er jo bare lige 1-2 måneder. Det kan jeg godt.

Problemet er at ‘tough’ ikke kan holdes ret længe - og istedet for at det bliver ‘kort men hårdt’ bliver det en restriktiv og hård hverdag efterfulgt af en weekend med snack-attack, dårlig samvittighed og starten forfra mandag.

Med andre ord - det der startede som et ‘kortvarigt kur-forløb’ bliver en ond spiral der pludselig varer mange måneder - og måske år - fordi du hele tiden har ‘hvis jeg nu bare liiiiiige får tabt de sidste kilo SÅ’-mentaliteten.

I bund og grund handler det nok slet ikke om de sidste kilo du gerne vil tabe.

Det handler nok nærmere om at udfordre dit selvbillede. At stille spørgsmålstegn ved om de sidste 5 kg reelt er dem der gør den store forskel.

Hvis ikke du kigger på det, vil du sidde tilbage med en følelse af aldrig at nå helt i mål - hverken på den ene eller den anden måde, fordi der altid kan gøres ‘mere’ og derfor overser du det du allerede har.

At det ikke er godt nok. Ikke fordi det ikke er godt nok - men fordi du slet ikke ser det du allerede har i jagten på perfektion.

Jeg ved hvor uendeligt svært det er - og det handler ikke om at du bare skal lade ’stå til’.

Det handler bare om at stille spørgsmålstegn ved behovet bag den der on/off-kur, du har været på i så mange år.

Måske handler det faktisk ikke om at du skal se anderledes ud end du gør?

Måske handler det om at du i stedet begynder at se alt det du allerede har - og gør - og erkender at jagten på perfektion kun vil medføre nederlag fordi perfekt ikke eksisterer?

Og måske ville det være meget federe at ændre små vaner i din hverdag på et selvkærligt grundlag istedet for et liv med restriktioner bygget på et fundament af selvhad?

Hvad tror du giver mest livsglæde og det mest holdbare resultat?

Kærlig hilsen

- Celestine