Når ambitionsnivauet bliver lidt for højt..

Jeg har fundet glæden ved løb igen - efter mange år uden.

Og hvordan gjorde jeg så det? Jeg satte ambitionsniveauet ned.

Jeg stoppede med at tage tid, med at opmåle ruter, med at stræbe efter hele tiden at skulle løbe hurtigere, længere og være bedre.

For det dræbte min motivation. Totalt. Det blev en pligt der skulle overstås. Og til sidst blev det slet ikke gjort.

Nu aner jeg ikke hverken hvor langt eller hvor længe jeg løber nu. Jeg løber i mit eget tempo og tager den tid det tager. Hvis jeg har lyst til at gå, ja, så går jeg.

Gør det en forskel? Næh, ikke som sådan. Jo, måske det faktum at jeg rent faktisk får det gjort igen. Og det er unægteligt 100% bedre end den yderst ambitiøse løbetur jeg ikke får taget.

Er der noget i dit liv som du er ‘gået kold på’ fordi det blev for meget? Hvor dit ambitionsniveau blev for højt til at det reelt set gav dig glæde? Noget der måske er værd at genoptage på et lavere niveau?

Disclaimer: der er så absolut intet i vejen med at være ambitiøs - så længe det ikke dræber lysten til og glæden ved at gøre noget, som tidligere har gjort dig glad :-)

Kærlig hilsen

- Celestine