Nej – du behøver ikke at acceptere din krop som den er
Handler alt det der selvkærlighed ikke bare om at acceptere sin krop som den er?
Nej – ikke hvis du spørger mig.
Midt i denne her balancebølge har vi fået et enormt fint fokus på selvkærlighed (et lidt langhåret ord – omend meget ‘dækkende’) – og det her med at elske og acceptere sin krop som den er. At prøve at abstrahere fra mediernes dikteren af idealkroppen. At prøve at abstrahere fra six-packs og perfektion på sociale medier. At prøve at se på ‘dine egne gaver’ og acceptere det skind du er født i – med de ‘fejl’ og ’skævheder’ der dertil hører.
Et grundlæggende godt og sundt fokus, fordi rigtig mange kvinder har brugt – og bruger – rigtig lang tid på at føle sig utilstrækkelige i sammenligningen med andre. Og fordi rigtig mange kvinder bruger rigtig meget tid på at tale grimt til og om sig selv og sin krop. På at straffe den – med overtræning og underspisning. Efterfulgt af ingen træning og overspisning.
Negativ selv-opfattelse, fat-shaming, sammenligning med andre og følelsen af utilstrækkelighed er utvivlsomt en negativ spiral, der på ingen måde fordrer sundhed. Men… For der er et men.
Må man så ikke have lyst til at ændre noget ved sig selv? Er det ikke okay, at have noget, du ikke er tilfreds med, som du i bund og grund har lyst til at ændre ved?
Du må hjertens gerne have et ønske om at ændre ting ved din krop. Det er okay at have et ønske om at der skal justeres lidt, før du for alvor ‘beundrer’ din krop.
Du skal bare prøve at være realistisk. Realistisk i forhold til dit ideal. Og realistisk i forhold til den indsats du har lyst – og er i stand – til at lægge i det.
Når jeg beder nye klienter om at sende mig billeder af for dem ‘pæne kroppe’ (det gør jeg fordi ideal er så individuelt at ‘tonet’ for nogle er en tynd yoga-pige mens det for andre er en buff Bodyfitness-pige), så modtager jeg temmelig ofte billeder af retoucherede fitnessmodeller. Og det er ikke sjældent at jeg positivt kan se – eller ved – at idealkroppen jeg får tilsendt er et resultat af steroider og/eller fedtforbrændende kosttilskud.
Og det er et lidt (læs: meget) urealistisk ideal, hvis du samtidig gerne vil arbejde med at have ‘normaliseret’ dit forhold til mad – og gerne også vil have tid til andet end træning. Og du iøvrigt ikke ønsker at supplere med noget, der er mere effektivt end en sund diæt og træning – og den del kan jeg iøvrigt slet ikke hjælpe dig med; altså ulovlige kosttilskud.
Jeg har selv været der. Jeg fandt forleden mine gamle ‘fitspiration’ billeder på min eksterne harddisk – og der var en god del af de piger der åbenbart engang inspirerede mig, der har fået nogle usandsynligt ‘effektive havregryn’. Det vil altså sige, at jeg har brugt rigtig lang tid på at stræbe efter at se ud på en måde, jeg aldrig ville komme til. Og dermed blev ved med at få fiasko fordi jeg ikke ligesom kom i mål.
Mit ideal var ikke bare urealistisk fordi jeg i så fald skulle anvende metoder, jeg ikke havde lyst til. Det var også urealistisk i forhold til den indsats, jeg havde eller har lyst til at lægge i det.
Bevares – jeg holder meget af at træne og det er en vigtig del af mit liv. Det er også vigtigt for mig overvejende at spise ’sundt’ på en måde der fungerer for mig – men jeg kan altså også godt lide et godt glas rødvin, ost, burger med fritter osv – når jeg har lyst. Ikke dikteret af dertil indrettede spisedage. Men når jeg har lyst.
Mit ideal er nu modificeret en anelse. Jeg holder af at være stærk. Jeg holder af at være fast – og jeg holder af at have en flad mave og veltrænede ben og bagdel. Det kræver en indsats – trods alt.
Men jeg ved positivt at jeg ikke har lyst til at lægge den indsats i det, det kræver for mig at komme længere ned i fedtprocent. Det er ikke det værd – for mig. Og det har jeg accepteret. Ergo duer det heller ikke, hvis jeg så bliver ved med at stræbe efter et ideal, der er afspejlet af retoucherede fitnessmodeller. Så vil jeg blive ved med at gå rundt og være utilfreds med en krop, som (i mine øjne) i bund og grund er rigtig pæn.
Og jeg har oplevet at jeg – når jeg holder af min krop – har meget mere lyst til at passe på den. Det giver ikke længere mening for mig at overtræne. Det giver heller ikke længere mening for mig slet ikke at træne. Jeg har lyst til at fodre min krop med ting, der gavner den. Og jeg har lyst til at give den ro, når jeg kan mærke at den har brug for det. Med andre ord; det bliver selvforstærkende. Og dét er selvkærlighed.
Det handler altså om at finde et realistisk ideal og gå efter det. Udfordringen er bare at gøre arbejdet igennem at passe på din krop istedet for at straffe den.
Motivationen bag at ændre din krop handler i højere grad om at finde lysten til at passe på din krop – istedet for at hade den og ville ændre den på baggrund af selvhad. Det bliver i hvertfald et temmeligt uholdbart udgangspunkt for at ‘opbygge’ en sund og stærk krop. Hvorfor passe på den, hvis du ikke kan lide den?
Jeg elsker at være med til at gøre kvinder stærke – både fysisk og mentalt. Jeg elsker at se dem vokse og finde power, styrke og energi som de ikke selv troede de havde. Jeg elsker også at se kvinder få et mere afslappet forhold til mad – at være mindre styret af damebladskure, dumme diæter og tidens trends – at være mere in sync med egne behov.
Det er dét selvkælighed handler om – empowerment. Styrke og evne til at tage kontrollen over din egen sundhed; at tage dig af dig selv. Ikke på andres opfordring eller på baggrund af dikterede idealer – men fordi du har lyst til at passe på dig selv og lyst til at være stærk; både fysisk og mentalt.