Sixpack og udeblivende lykke

Det her er mig.. For knap 5 år siden. Og hvorfor deler jeg så det? Fordi.. 

Forleden dag så jeg - på opfordring fra et par af mine klienter - programmet ‘Besat af den perfekte krop’. Og det første der slog mig var ‘Hold fast, hvor er jeg dog lykkelig for, at jeg ikke er der mere’ (det samme skrev de andre, der også havde set det, interessant nok). 

Men samtidig gør det mig altså også lidt ked af det. Det gør det ofte, når jeg ser kvinder være selvdestruktive, selvhadske - eller være ekstremt kropsoptagede. 

Det gør mig ked af det fordi jeg har selv har været der og ved at det ikke er særlig fedt. Og det gør mig ked af det, fordi det meget sjældent handler om det man siger det handler om; ‘sporten’ eller ‘performance’. 

Det handler (oftest) om et behov for at ‘fixe’ sig selv, være anderledes, se anderledes ud, at kontrollere det vi kan kontrollere - nemlig det ydre - når der er ragnarok i det, der er sværere at kontrollere, nemlig det indre.

Udfordringen her er at vi aldrig kan ‘gå rejsen for andre’. Uanset hvor mange af os der fortæller, at man ikke bliver lykkelig af lav fedtprocent, mere veltrænet numse eller fladere mave, så er man nødt til at tage rejsen selv. Ligesom mange af os andre har gjort. 

At ‘banke næsen ned i asfalten’ - at finde ud af, at når du når dit kropslige mål, så er du stadig ikke sådan rigtig glad - eller for den sags skyld tilfreds. 

Fordi det ikke handler om din krop. Det handler ikke om hvor tynd eller tyk du er. 

Din lykke er ikke defineret af andres perception af dig eller dit udseende. Du er ikke et bedre menneske, fordi du er ‘fit’. 

Det tog mig temmelig lang tid at finde ud af. Dette billede er taget da det ‘peakede’. Jeg har vitterligt været på kur siden jeg var 14 år gammel. Og toppede det hele af med en fitnesskonkurrence i 2012. 

Først derefter gik det op for mig, at hverken min lykke ej heller mit selvværd afhang af min krops udseende. Det afhænger af mit hovede. 

Mine tanker. 
Mit selvbillede. 
Mine handlinger. 
Om jeg føler mig som et grundlæggende godt menneske. 
Om jeg gør mig umage med det jeg gør. 
Om jeg har gode relationer og mennesker omkring mig der gør mig glad og som inspirerer mig og giver mig plads til at vokse. 

Ikke om hvor lav min fedtprocent er eller om mine mavemuskler er synlige

Og nej, det her handler ikke om at ‘shame’ folk der ‘lever sundt’. 
Jeg går selv op i sundhed, træner regelmæssigt, spiser varieret og kan godt lide at holde min krop - i mine øjne - pæn og stærk. 

Det handler om alle de kvinder der bruger så stor en del af deres liv på at ville ændre deres krop, fordi de ikke føler sig gode nok. Værdige nok. Som de er. 

Vi er mange der er og har været ude på denne her rejse. Det vigtigste er vel egentlig, at der sker en form for udvikling - at processen udmunder i at du indser, at du er helt perfekt, som du er. 

Men jeg ved også at rejsen er lang og vigtigt. Og hvis du selv er ude på den, så fortvivl ikke - der er lys for enden.

Kærlig hilsen

- Celestine

Photocredit: Fotograf Christian Radi