Hvis jeg vil 'i form' skal jeg vel leve asketisk, skal jeg ikke?

Ved du hvad jeg oplever er den største udfordring til at starte med, for mange af dem der kommer til mig for at få hjælp med kost og træning? At acceptere at de IKKE får kostplaner, regler og restriktioner.

Det kan faktisk være enormt svært at acceptere at det ikke er nødvendigt for rent faktisk at komme i mål - selvom de fleste netop kommer til mig for at gøre noget andet end de har gjort tidligere, fordi de af erfaring har fundet ud af at ‘bootcamp-mentalitet’ og restriktioner IKKE har fungeret for dem.

Alligevel kan det faktisk være ret svært at acceptere at jeg ikke vil lade dem gøre det de tidligere har gjort, som de positivt ved ikke fungerede for dem.

Hvorfor? Fordi vi er blevet tudet ørerne fulde med at sundhed handler om at fjerne ting; fjerne sukker, fjerne kulhydrat, fjerne ‘junk’, fjerne alkohol, fjerne fedt.

For mange altså fjerne de ting der for dem hænger sammen med noget der gør livet sjovt, rart og socialt.

Sundhed og det at ‘komme i form’ er blevet italesat som noget der handler om ‘dedikation og askese’. Om at du skal være viljestærk - at du skal have rygrad og du skal være mere ambitiøs på din egen sundheds vegne.

Faktisk oplever jeg ret ofte at det slet ikke er rygrad eller dedikation der mangler. Det er fundamentet.

Jeg arbejder lidt mere med at TILFØRE ting. At tilføre mere grønt, mere protein, mere kulhydrat på de rigtige tidspunkter. Måske (ofte) også mere søvn, mere vand, mere bevægelse. Og så er der faktisk stadig plads til at nyde nogle af de andre ting der også giver dig glæde.

Faktisk også på daglig basis - og ikke bare som ‘cheat meal’ i weekenden.

For det der ofte sker når man tilføre mere og tillader mere er, at det tilførte tager pladsen fra noget andet og lægger en ‘bund’ der gør dig i stand til at tage stilling til, om du rent faktisk har lyst til det der nu er tilladt.

Og du bliver på den måde bedre til at takke nej - eller takke ja, når du rent faktisk har lyst og ikke bare spiser på autopilot.

Det vil sige at du ikke overspiser på samme måde som tidligere. I hvert fald ikke lige så ofte.

Og så finder de fleste ud af, at de rent faktisk HAR rygrad - at de bare generelt er bedre til at træffe beslutninger på kost- og træningsfronten når de får det de skal.

Når fundamentet er i orden er det nemmere at mærke det reelle behov fremfor blot at ‘lukke hullerne’ med mad.

Du ved, at du er altid er velkommen til at skrive til mig, hvis du har lyst.

Kærlig hilsen

- Celestine

Forrige
Forrige

Meditation

Næste
Næste

Træning på lyst - eller hvad?