Min egen rejse: en fortælling om slankepiller, BodyFitness og A38-kur

Jeg har brugt alt for mange år på at gå i ‘sommerpanik’. På at ønske at min krop så anderledes ud end den gjorde.

Jeg har brugt formuer på cremer, piller og alskens gøgl i jagten på at blive mere ‘stram, tonet og fast/slank’.

Til én af mine fødselsdage (jeg mener det var min 18 års) fik jeg et fuldt sæt af opstrammende solcremer, som jeg havde ønsket mig. De kostede en formue - og grunden til at jeg ville have dem var, at modellen for kampagnen var så sindssygt lækker, stram, tynd og brun at dem måtte jeg bare eje, for sådan ville jeg også se ud (det sagde jeg naturligvis ikke højt dengang).

Gennem hele min gymnasietid havde jeg en ekstra kalender med, hvor jeg skrev alle mine måltider ned - og ‘Politikens Kalorietæller’ med i tasken, så jeg kunne sammenregne energiindtag (det var før apps - pænt oldschool).

Da jeg en overgang boede i LA brugte jeg 1000,- på et kosttilskuds-kit mod appelsinhud, der skulle tages over en måned. Jeg tog før-billeder. Efterbillederne droppede jeg, fordi jeg ikke kunne se at der var sket noget som helst (sjovt nok). Og når jeg kigger på før-billederne i dag, er der ikke skyggen af appelsinhud. Jeg undrer mig stadig over hvad det var, jeg så dengang.

Da jeg kom hjem fra US havde jeg 10 forskellige bøtter slankepiller med hjem. Slankepiller er meget sjovere i US end i DK. Der kan være heftige sager i dem. Så heftige at de fucker med dit humør og dine tanker - og din krop sådan helt generelt.

Jeg tabte mig naturligvis ikke af dem, for som med alt andet på min ‘jagt mod drømmekroppen’ blev de brugt periodisk sammen med en total lavkaloriediæt efterfulgt af overspisningsperioder. Og det udlignede ligesom underskuddet.

Og så var der dengang hvor jeg faktisk tabte mig. Det var dengang jeg besluttede mig for at leve af Cheasy’s A38. KUN af Cheasy’s A38. Og kun 1 liter om dagen. Der er 370 kcal i en liter Cheasy A38. Man skal ikke være ekspert for at gennemskue at det vil føre til massiv underspisning - og på sigt underernæring.

Jeg tabte mig. Temmelig meget endda. Jeg var ret miserabel. Ked af det. Selvdestruktiv. Træt. Men jeg blev tynd(ere). Og jeg tog naturligvis det hele på igen. Fordi.. Ingen kan leve på 370 kcal ret lang tid af gangen. Og vi er efterhånden ganske bekendt med at underspisning og restriktioner ganske ofte trigger overspisning. Så det gjorde jeg. Overspiste da jeg var nået et punkt hvor tanken om A38 gjorde mig dårlig.

Jeg kan ikke anbefale det. Faktisk vil jeg på det kraftigste fraråde det - jeg taler af erfaring. Det er ikke sundt. Og på sigt kan det være decideret farligt - du ved, underernæring..

Og så var der dengang jeg kom til det der Bailine. Det der ’slankesystem’ hvor man sætter elektroder på kroppen og får ’stimuleret musklerne’ og ‘optimeret sin fedtforbrænding’ så man bliver mere ’tonet’. (lover de..) Nå, men da jeg kom målte og vejede Bailine-damen mig - og endte med at konkludere at jeg lå under kurven og at det her system næppe ville kunne hjælpe mig. Men at jeg da gerne måtte prøve det, hvis jeg ville. Jeg var meget fortørnet.

Kunne hun da ikke se, at der var mere fedt at smide i min jagt på min stramme, tonede krop? At den endnu ikke lignede den der gyldenbrune, tynde modella-krop, som jeg jagtede? Jeg gik derfra med uforrettet sag.

Nå.. Men på et eller andet tidspunkt efter mange års jagt på at se anderledes ud end jeg gjorde; efter et utal af slanke- og udrensningskure. Efter formuer brugt på cremer, piller, teer, behandlinger og slankebøger. Efter et træningsforløb hvor min fedtprocent til sidst var så lav at jeg ikke sov om natten og min menstruation udeblev (bevares, jeg fik en bronzemedalje for det - og det var sjovt at prøve, jeg ville ikke være det foruden)..

Da gik det op for mig. Jagten på min drømmekrop handlede slet ikke om min krop. Den handlede om mit hovede. Om mine tanker om mig selv. Om mit selvværd. Jeg var sikker på at min krop definerede min værdi. At jeg altid måtte være ‘den bedste version’ og hvis jeg ikke var den bedste version, så var jeg ikke god nok.

På et eller andet tidspunkt gik det op for mig at jeg havde haft en drømmekrop hele vejen igennem. Min drømmekrop. Den har sgu faktisk altid været pæn. Synes jeg.

Nogle vil være uenige. Gennem tiden har nogen fundet den for tynd, for tyk, for ‘bøf’, for ‘lidt bøf’, for alt muligt andet. Og sådan er det jo; der er lige så mange forskellige præferencer som der er mennesker - det er en kamp, du ikke kan vinde og hvis du prøver at jagte alles accept, vil du altid tabe.

Da det - på et eller andet tidspunkt - gik op for mig at jeg ikke kunne please alle, ej heller blev særlig glad af det, begyndte jeg i stedet at prøve at finde ud af, hvad der skulle til for at jeg blev glad. For at jeg følte mig godt tilpas i eget skind.

Jeg fandt ud af at mit selvværd ikke afhang af, hvor meget fedt der er på min krop. Jeg fandt også ud af, at det vigtigste var, hvad jeg selv syntes om min krop. Og at hvis andre ikke kunne lide den, så var det okay. Fordi - vi alle har forskellige præferencer.

Jeg fandt ud af, at det jeg blev gladere af, var at lytte til min krops behov og tage mig godt af den. Og det indebærer for mig et mix. Et mix af grøntsager, løbeture, lange nætter med vino i godt selskab, at drikke mit vand, at droppe træninger når min krop er træt, fredagspizza, styrketræning, blandselv-slik, yoga, at spise hvad jeg har lyst til når jeg har lyst og så videre.

Jeg kan godt lide at føle mig godt tilpas i eget skind. Jeg er forfængelig. Jeg kan godt lide at mit tøj sidder ordentligt.

Men jeg er færdig med at bruge tid på negativ selv-snak, på at straffe min krop med overtræning og underspisning, på at stresse over at jeg har appelsinhud og strækmærker når jeg skal i bikini, på at føle at mine arme er for store til t-shirts og mine ben for tykke til shorts.

Jeg er færdig med at bruge flere somre på ikke bare at ‘kunne være’ af bekymring for at jeg ikke er god nok/pæn nok/stram nok/lækker nok.

Og ved du hvad? Det føles pænt fucking awesome. For faktum er at livet handler om så uendelig meget mere end det. Din krop definerer ikke hvem du er. Og dit selvværd afhænger ikke af hvor høj eller hvor lav din fedtprocent er.

Jeg ved at min historie er langtfra unik. Jeg ved at mange kvinder kan fortælle en lignende historie med forskellige variationer. Jeg ved også at rigtig mange kvinder på rejsen kommer frem til samme erkendelse som jeg: at selvværd ikke sidder i kroppen - men i hovedet.

Det er altid helt okay at have lyst til at ændre sin krop. Det har de fleste af os nok af og til. Spørgsmålet er bare hvad baggrunden for ændringen er? Hvis du tænker at en lavere fedtprocent eller en mere ‘tonet’ krop, vil gøre dig mere ‘værdig’ eller gladere, så tager du fejl.

Måske du har lyst til at lege med tanken om at gå en sommer i møde, hvor du ikke behøver at være anderledes end du er? Hvor du ikke behøver at være tyndere for at tage en bikini? Hvor du faktisk er helt okay som du er.

Og så minder jeg kærligt om, at det er en proces der tager tid. Da jeg for cirka fem år siden begyndte at arbejde med at få ro i min krop, havde jeg brugt dobbelt så lang tid på at straffe den.

Det kræver øvelse. Men øvelse gør mester. Og når du først begynder at øve dig, vil du opleve at det faktisk føles ret rart. Og når noget er rart, har vi lyst til at gøre mere af det. Den bedste start er erkendelsen af, at det er det der skal til.

Jeg ved at du også kan. Og du må altid gerne skrive til mig, hvis du har lyst til at dele dine tanker med mig.

Kærlig hilsen

- Celestine