“Det giver jo ikke mening, du vælger buffet, når du ikke spiser mere?”

Det har vi debateret et par gange☝🏼 Philip har aldrig har bekymret sig om sin vægt. Han sætter pris på god mad og ‘fine dining’, men er aldrig for fin til en buffet. Derfor frekventerer vi af og til den kinesiske (romantic wine’n’dining, du ved😂 )

Mens P spiser igennem, så er jeg mere selektiv. Det betyder at sætningen ovenfor er blevet vendt en gang eller to. Vores baggrund og forståelse omkring spisning er nemlig vidt forskellig.

Jeg sætter pris på, at kunne vælge det jeg vil, i de mængder jeg vil, og P synes det er spild, ikke at udnytte buffet-muligheden til fulde.

Jeg forstår P’s udgangspunkt omkring spisning og jeg forstår, at han ikke nødvendigvis forstår mit. Så jeg forklarer, at jeg ikke vil være overmæt og at jeg godt kan lide at have friheden til at vælge. At mere mad ikke bidrager med mere værdi for mig. Jeg er også helt med på, at det er sådan det er for ham og han må spise lige så meget, han har lyst til.

At have den slags samtaler kan være vigtige i forhold til at respektere hinandens spisemønstre. For P er madlavning en måde at vise sin kærlighed på og det betyder, at jeg har justeret lidt på portionerne han laver til mig, fordi jeg ellers bliver overmæt. Med tid er det blevet vores default; lidt mere til ham, lidt mindre til mig.

Han respekterer mine spisemønster og jeg respekterer hans.

Det kan være et prekært emne, men det er næsten uundgåeligt, hvis man har tænkt sig at dele livet med en partner, fordi en stor del af det omhandler spisning.

Selvom den umiddelbare reaktion kan være at gå i forsvar, når der bliver kommenteret på ens spisning, så er det vigtigt at huske på, at den anden ikke nødvendigvis forstår, hvorfor du gør, som du gør. Nogle gange kræver det en forklaring (og andre gange ikke; det er også okay at sige ‘pas din egen tallerken’. Det afhænger naturligvis af kontekst).

Vi ser verden som vi er og spisning og præferencer hos andre kan være svære at forstå. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis behøver, at forstå dem. Men et godt udgangspunkt kan være at respektere, at vi ikke er ens (heller ikke på det punkt) og at vi heller ikke behøver at være det.