I hverdagen foretrækker jeg quickies

 
IMG_9960.jpg
 

I hverdagen foretrækker jeg quickies, når det kommer til styrketræning. Det skal være nemt, overskueligt, effektivt og komme hele kroppen igennem på MAX en time - og ofte ikke mere end 30-40 minutter.

Jeg styrketræner 1-2 gange om ugen og supplerer med dans, løb, squash eller intervaller alt efter hvad jeg har tid og lyst til. Det fungerer godt for mig lige nu, men ændrer sig løbende (og er helt anderledes fra bare et par år tilbage hvor styrke +4 x om ugen var min prioritet).

Af og til går der nørderi i den en weekenddag, hvor jeg fordyber mig og træner længere tid - men som udgangspunkt er det vigtigt for mig, at træning ikke bliver et projekt, fordi så får jeg det ikke gjort.

Jeg træner på ‘fri leg’; hvad jeg har tid, lyst og overskud til på den pågældende dag. Havde jeg haft et specifikt mål med min træning, havde det givet mening at ‘have en plan’, men faktum er at jeg bare godt kan lide at træne, har lyst til at bruge min krop og søger at bibeholde min muskelmasser (læs: mås).

Jeg sammensætter min træning simpelt; fire øvelser for overkrop og underkrop med fokus på ‘pres og træk’ og prioriterer øvelser med frivægte. Har jeg tid til mere supplerer jeg med mindre øvelser for øvre ryg/skulder og mave (eller mere booty, but of course). Nogle dage er det supersets, andre dage cirkeltræninger; dagsformen sætter agendaen.

At tilpasse min træning så meget til min dagsform har gjort en verden til forskel for min lyst til træning, min energi resten af dagen - og har minimeret mit omfang af snack-attacks markant.

Iøvrigt noget jeg også ser hos en god del af mine kvindelige klienter: smadretræning + for lidt restitution (læs: for travlt) = snack-attacks (og frustration over vægtøgning og overspisning på trods af massive mængder træning og ekstrem fokus på kost) - men det er en helt anden post, som jeg gerne vil dykke ned i på et andet tidspunkt.

Måske du af og til struggler med at komme afsted til træning, fordi projektet bliver for overskueligt?

Måske du har lyst til at lade dig inspirere lidt mere af ‘træning som leg’ - fordi lidt træning der bliver gjort, er 100% mere effektivt end meget træning, der ikke bliver gjort.

Forrige
Forrige

Hvorfor jeg ikke længere tjekker sociale medier om morgenen

Næste
Næste

Sukker er gift og fedt feder. Eller hvad?