Jeg har tabt mig...

Jeg har tabt mig lidt. Okay, ikke voldsomt meget - men lidt. Det i sig selv er måske ikke synderligt interessant for dig - men måske årsagen til det, kan være det.

Så hvad har jeg gjort anderledes? Jo se, for 1/2 år siden fik jeg en kæreste. Philip (ham kæresten) er fra naturens side ‘en tynd mand’ der gennem kontinuerlig træning har fået opbygget en pæn mængde muskelmasse. Typen der ondulerer seriøse mængder mad og betragter en durumrulle som en snack. Han er kok - jeg er foodie. Det er med andre ord den optimale kombination for mig til en vægtøgning af seriøs karakter, hvis jeg ikke er opmærksom på det.

Og jeg kunne nemt være hoppet i ‘hyggefælden’. Men relationen med ham har faktisk gjort det modsatte; det har nemlig tvunget mig til at være endnu mere opmærksom på min spisning på sult, mæthed og lyst - fordi jeg faktisk har muligheden for at spise stort set hele tiden.

Det betyder for eksempel at jeg lige ‘checker ind’ først, når han aftensnacker i chips med dip og min default også er at stikke lappen i posen. Har jeg lyst til dem? Eller har jeg lyst til noget andet? Og hvis jeg har lyst til dem, hvornår er mit behov så tilfredsstillet? Det gør det lidt nemmere at slå aften-autopiloten fra.

At være i et parforhold behøver ikke at være lig med at du enten tager de famøse hyggekilo på - eller at du skal lide afsavn og spise grøn salat mens han muncher i store bøffer med sovs, fordi I ikke ’kan spise det samme’. I sidste ende handler det om mængder - og mængderne kan være liiidt nemmere at justere, hvis du lader dig selv checke ind og mærke efter hvornår i måltidet, du er ‘tilpas’ i stedet for at køre på autopiloten (som kan være nem at slå til) og spise til overmæt.

Jeg har betragtet det mere som en fortsat øvelse i at være nærværende i min spisning. Vi spiser det samme - vi spiser det bare i forskellige mængder. Og når jeg ikke kan spise mere af min mad, så spiser han resten. På den måde er alle glade - smart!😂