Afholder jagten på din drømmekrop dig fra at leve det liv, du gerne vil?

 
33237421-3BC8-4090-8C46-C3A62938D7FA.JPG
 

Selvom det er rart (og på sin egen måde vigtigt) at føle sig godt tilpas i sin egen krop, så handler livet om mange andre ting end at ’se ud’.

Det handler om sociale relationer; om samvær med mennesker, du holder af.

Det handler også om at kunne nyde mad, du værdsætter, i selskab du godt kan lide.

Det handler om at bruge tid på dét, du finder meningsfuldt at gøre - hvad end det er arbejdsopgaver, relationer, hobbyer eller noget helt fjerde.

Jeg tænker sundhed lidt á la penge; det er ikke i sig selv lykkebringende, men kan bidrage til at gøre andre ting i livet både sjovere og nemmere.

Hvad der bringer os hver især glæde er individuelt – men én ting er sikkert; jeg har endnu til gode at møde én, der i sig selv fandt det meningsfuldt og lykkebringende at være hyperfokuseret på kropslig æstetik.

Glæden udspringer måske i højere grad af at finde dit sted, hvor du føler dig tilpas i dit eget skind og samtidig har fleksibilitet til at leve det liv, du ønsker.

Vi kan godt af og til (stadigvæk, desværre) komme til at forveksle en ‘sund’ krop med noget æstetisk; at have en lav fedtprocent – eller at ’være tonet’ eller muskuløs. Og det kan godt mudre formålet med vores handlinger lidt. For mens det er helt okay, at have lyst til at forandre sin krop, så den føles rarere at leve livet i, så kan jagten på detaljerne nogle gange bringe os længere væk fra det, vi egentlig gerne vil. For eksempel hvis vi afholder os selv fra at deltage i ting, vi gerne vil, fordi det er for svært at navigere i mad og spisning sammen med andre mennesker.

Jeg mener naturligvis ikke, at det ikke okay, at sætte sig mål og i rejsen mod disse indgå de kompromiser, det kan kræve. Jeg mener, at det nogle gange kan være værd at reflektere over hvorvidt jagten på - måske ubetydelige - detaljer afholder én fra at leve det liv, man egentlig ønsker. Og at det i så fald kan give mening at komme ‘ud af kaninhullet’ og kigge på det lidt større perspektiv.

Måske det i højere grad er vigtigere at fokusere på hvad din krop kan, hvordan du har det i den og hvordan DU har det; i din hverdag, i dine relationer, i dit liv sådan helt generelt?

Hvilket liv mon du godt kunne tænke dig at se tilbage på en dag?😊

Forrige
Forrige

Mindre madstress betyder mere mentalt overskud til livet

Næste
Næste

Klientsejr