Mindre madstress betyder mere mentalt overskud til livet

Når vi taler om forandring af vaner, kan det ofte komme til at fremstå specifikt sundhedsfokuseret (á la at øge mængden af grønt eller noget omkring træning).

Det er der intet i vejen med. Det har sin plads og kan bidrage som en del af kursen mod ens ønskede destination.

Men ofte kan det også handle om noget helt andet.

Det kan handle om at finde ind til reelle værdier. Om at gennemskue tankemønstre og handlinger, der kan afholde én fra at handle i overensstemmelse med de værdier. Om at rumme følelser og tanker og være nysgerrig på respons på ditto.

For nylig havde jeg et forløb med en kvinde, der ønskede at få frigjort mere mental båndbredde ved ikke at bruge mange af døgnets timer på at tænke på mad.

Tilgangen til dét er helt individuel på baggrund af den, jeg arbejder sammen med - fordi årsagen til at mad fylder meget i tankerne er individuel og ofte meget forskellig.

I denne situation handlede det som udgangspunkt om at øve at være nysgerrig på at mærke og lytte til kropssignaler. At anerkende og acceptere når noget ikke føltes godt og ikke nødvendigvis undgå eller fjerne det, f.ex. ved at distrahere med arbejde eller mad som ‘det rare indslag’, når noget var svært. Og det handlede om at være omsorgsfuld, når hun havde behov for omsorg.

Som en start legede hun med at være nysgerrig på egen sult og mæthed. Det blev gradvist udvidet til en nysgerrighed på at mærke og rumme alt det andet også; både det svære og det rare, der jo begge dele er en del af livets dynamik.

Hun konstaterede: “Jeg kan jo godt klare at være ked af det. Det føles ikke rart. Overhovedet. Men jeg ved jo også godt, at det går over igen på et tidspunkt.”

Samtidig oplevede hun gradvist, at der blev frigjort mere mental båndbredde der ikke længere var optaget af tanker omkring mad. Det gav plads til at dyrke mere af den kreativitet, som hun fandt værdifuldt af kultivere og kunne fordybe sig med.

Arbejdet med mere ro omkring mad og spisning handler ofte ikke om mad, men om alt det der influerer på vores forhold til mad.

Og selvom ovenstående lyder som en simpel proces, er det virkelig vigtigt for mig at understrege at det tager tid; både at lande i såvel som at arbejde videre med.