Om dengang jeg ikke vidste bedre...
En god veninde sagde for nylig til mig: “kan du huske i gymnasiet, da du altid kommenterede på, hvor usundt vi andre spiste?”.
Hånden på hjertet - nej, det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg har sikkert fortrængt det. Jeg er ikke i tvivl om at kunne have fundet på det. Fordi jeg ikke vidste bedre.
Ligesom jeg ikke vidste bedre, da jeg ikke forstod hvorfor min restriktive spisning triggede min overspisning i mange år.
Eller hvorfor min restriktive spisning slet ikke handlede om mad, men om et behov for kontrol over min egen krop, fordi jeg gerne ville være ‘god nok’.
Eller da jeg troede at mit bedste værktøj til at hjælpe klienter til vægttab, var at give dem en kostplan. Det var uden tvivl det nemmeste værktøj - men langt fra det mest langtidsholdbare.
Eller de mange år jeg brugte på at tage virkelig mange kosttilskud - fordi jeg var sikker på at jeg ‘biohackede’ min sundhed på mest awesome vis.
Eller da jeg troede jeg skulle træne i et fitnesscenter for at være sund - at anden bevægelse på daglig basis slet ikke talte i regnskabet (vi er jo fysisk skabt til at tjekke ind i et fitnesscenter; det er det eneste der tæller, det ved alle da, duuh!).
Jeg vidste ikke bedre. Men jeg ved bedre nu. Fordi udvikling.
Og hver gang nogen dømmer mine spise- eller træningsvaner - eller én af mine klienters for den sags skyld - så ved jeg, at det er fordi de ikke ved bedre.
Ikke på den der nedladende ‘sikke en idiot’-agtig måde - men mere på en ‘det er dér hans eller hendes horisont er lige nu, og det er okay’-agtig måde.
Det gør at jeg 1) slipper for at indgå i drænende diskussioner omkring kostreligion og 2) sætter mig selv fri, fordi jeg ved at jeg aldrig, aldrig skal forsvare eller forklare hvad jeg vælger at putte i - eller gøre med - min krop. Det samme søger jeg at tale med mine klienter om.
Billedet er iøvrigt taget til en roséfest i sommer - og afspejler vel egentlig meget fint min egen udvikling for de sidste 6 år. Det sort/hvide billede er mig - dengang jeg ikke vidste bedre.