Om et forstyrret forhold til mad - og vejen ud af det.

Fredag. Det betød ugens ‘helle fra slankekur’.

Min plan var, at det kun var om aftenen, jeg måtte spise det, jeg havde forbudt mig selv hele ugen. Men jeg endte som regel alligevel med at spise tæt på alt, jeg kom i nærheden af hele dagen, når jeg gik og planlagde mit aftensmåltid.

Planerne startede altid ‘moderat’ men eskalerede som dagen skred frem. Jeg ikke kunne vælge mellem alle de ting, jeg havde afholdt mig fra hele ugen.

Hen ad eftermiddagen kunne jeg ikke tænke på andet end, hvornår jeg kunne gå ned og købe mad. Derfor blev det altid gjort tidligt, hvilket efterlod en lang aften med mad som omdrejningspunkt.

Intentionen var, at jeg kun skulle spise det, jeg på forhånd havde planlagt, men der skete altid det samme. Når først jeg startede med at spise det, jeg havde forbudt mig hele ugen, ville det glide over i en overspisning, hvor jeg endte med at gå på madjagt i mine skabe.

Eller gå i kiosken efter mere - efter en lang debat med mig selv om, hvorvidt det nu var en god idé.

Indimellem var det nødvendigt at gå ud og kaste op.

For at kunne rumme den dårlige samvittighed over igen at have smadret alle intentioner om at tabe mig og håbe på, at lidt af det kom ud igen (det ved jeg i dag, at ikke ret meget af det gør).

Og for at kunne lette lidt af ubehaget ved at være ‘overfyldt’, hvilket oftest bare triggede endnu mere spisning, fordi der igen var plads.

Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle have alt muligt fristende liggende i mine skabe, fordi jeg så ville spise det.

Det betød, at jeg af og til også overspiste i andre ting, jeg havde forbudt mig selv. Det kunne være en skål havregryn - efterfulgt af en tur på toilettet for at kaste den dårlige samvittighed op. Efterfulgt af endnu en skål havregryn og endnu en opkastning.

Jeg husker engang, hvor det eneste der var tilbage var tørre lasagneplader, som jeg endte med at sidde og tygge på i mangel af bedre. Det var forbudt at spise kulhydrater på den diæt, jeg på det tidspunkt fulgte, og det føltes som tæt på en dødssynd.

Eller dengang jeg fandt ud af at peanut butter er umuligt at kaste op igen - til stor ærgrelse for mig efter at have spist et helt glas.

Mine cykliske overspisninger stod på i flere år i starten af mine 20’ere.

I dag er det mange år siden, jeg sidst har overspist på den måde og +10 år siden, jeg har kastet op efter en overspisning. Men jeg husker stadig følelsen, som var det i går.

Jeg har aldrig været diagnosticeret med en spiseforstyrrelse. Jeg har aldrig passet ind i nogle af dem.

Men jeg har helt afgjort haft forstyrrede spisevaner i en grad, der gik ud over min trivsel og mit sociale liv.

Jeg kan huske, at jeg sene nætter Googlede ‘madpsykolog’ og forgæves ledte efter hjælp, men ikke anede hvor jeg skulle gå hen.

Det var så skamfuldt og jeg anede ikke hvem, jeg skulle dele det med. Det sidste jeg havde behov for var ikke at blive mødt. At blive gjort forkert. Eller at blive sygeliggjort.

Dengang fandt jeg ingen hjælp, da jeg søgte. I dag er det heldigvis anderledes; der står mange kompetente mennesker klar til at hjælpe.

Jeg deler det her, fordi jeg ved, at min historie langt fra er den eneste af sin slags.

Jeg deler det for at vise, hvordan et forstyrret forhold til mad også kan se ud.

Jeg deler det for at lade dig vide, at hvis du også kæmper med mad og spisning, så findes der hjælp at få. Det er muligt at få det bedre, selvom det måske lige nu kan føles uoverskueligt og håbløst.

Første skridt kan være at dele det med én, du stoler på, som du ved kan håndtere den viden og lytte.

Det er ikke alle, der kan det og det er afgørende, at du bliver mødt med omsorg og ikke bliver gjort forkert. Du er ikke forkert.

Næste skridt er at få hjælp af én, der har redskaberne til at hjælpe dig. Hvem du skal have hjælp af, afhænger af dit udgangspunkt og behov. Nogle diætister (med den rette baggrund) og nogle VaneCoaches (med rette baggrund) vil kunne hjælpe. For nogle kan det give mening at kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (lmsos.dk) for at få den rette hjælp. Og for andre igen vil en terapeut (ex. psykolog) være det bedste valg.

Der findes ikke én bestemt hjælp til alle og det er vigtigt, at du får den rette hjælp, der passer til dit behov.

Det er vigtigt, du ved, er der står nogle klar til at hjælpe dig. Det er aldrig er for sent at få hjælp❤️