Du ved det godt - og du har læst det mange gange før, men det er én af de ting der går an at gentage.

At spise mere end du har behov for (eller måske ‘tænker, at du har lyst til’) er faktisk ‘helt normalt’ af og til.

I vores ‘hustle’n’grind’-kultur er det nemt at få en følelse af, at ‘burde’ gøre mere; arbejde mere, træne mere, være mere social - eksekvere mere.

Arbejdet med mere ro omkring mad og spisning handler ofte ikke om mad, men om alt det der influerer på vores forhold til mad.

Af og til får jeg meldinger fra klienter, der tidligere har været i et forløb hos mig. Måske lige en status på hvordan det går eller refleksionsdeling omkring opture eller udfordringer i processen.

Jeg sætter altid virkelig stor pris på de mails, fordi jeg ved at processen efter forløbet er lige så vigtig som selve forløbet.

Forleden havde jeg en samtale med en klient, jeg har arbejdet sammen med i par år. Hun er ikke længere i forløb - men af og til tager vi en samtale, for at vende det der lige fylder, eller noget hun vil nørde med.

I sidste uge var det hjemmetræning.

Fredag. Det betød ugens ‘helle fra slankekur’.

Det betyder ikke, at vægttab ikke kan være en del af rejsen mod et bedre forhold til din krop. Men det vil næppe alene være den eneste katalysator for at forbedre relationen.

Måske vægttabet vil bidrage til en følelse af mere tilpashed. Men at få et bedre forhold til din krop handler også om at acceptere og respektere den; dens dynamik og udsving og dens behov.

Ro omkring mad og spisning tager tid.

Når du står med et brændende ønske om et vægttab, kan det være svært at se idéen i at gå den ‘længere vej’.

Du er jo topmotiveret for at ændre noget, og du har sikkert taget tilløb længe.

Du har et inderligt behov for at gøre noget, der gør at du ‘ser resultater’ nu. Og du er villig gå til at gå ret langt for at det sker, for du er KLAR. I hvert fald lige nu.

Når vi er i en proces med henblik på forandring, kan det være nemt at have en opfattelse af, at den primært skal indeholde fremgang og sejre. Men.

Hvad skal der mon til for, at det giver mening for dig at have en form for momentum i praksis?

Hvilken handling vil kunne bidrage til en følelse af lidt større respekt for din egen krop i dag?

Det er helt normalt at have dage, hvor din krop ikke føles udpræget fed at være i. Helt. Normalt.

Når jeg tidligere advokerede for, at droppe fokus på vejning, udsprang det af, at jeg har set mange have et alt for stort fokus på et meget specifikt tal som succeskriterie for ’kropslig formåen’

“Jeg forstår idéen med det her ‘elsk dig selv som du er’, men jeg er der altså ikke. Jeg vil gerne tabe mig fordi jeg ved, at jeg bliver gladere og mere tilpas i min egen krop, når mit tøj sidder bedre” (Citat: mange kvinder jeg taler med)

Når du fylder dit feed med forskellige profiler, vælger du også, hvad du gerne vil fylde din bevidsthed med.

Det betyder, at hvis du fylder dit feed med veltrænede kroppe ‘for motivationens skyld’, så er du også mere tilbøjelig til at have den overbevising, at det er ‘normalt’ at se ud på en bestemt måde.

Jeg kan jo ikke stole på mig selv - og jeg kommer ikke til at gennemføre. Sådan havde jeg det i mange år ovenpå år med mange fiaskoer (føltes det som) på slanke- og sundhedsfronten.

Du ved det godt, men jeg minder dig bare lige kærligt om det; det er altså okay at have lyst til at ændre ved din krop.

Appetit er en ret dynamisk størrelse. Jah, vel egentlig hele kroppen. Den svinger altid. Lidt op. Lidt ned. I perioder er udsvingene større, i andre lidt mindre.