“Synes du virkelig det er en god idé at squatte, når du har så store ben?”

 
IMG_9957.jpg
 

“Synes du virkelig det er en god idé at squatte, når du har så store ben?” Det spørgsmål fik én af mine Badass-damer af en mand da hun mandag aften stod i bøfburet.

Hun tog det markant pænere end jeg gjorde da hun fortalte mig om det og svarede ham bare pænt om han ikke bare skulle passe sin egen træning i stedet.

Min egen personlige reaktion var at jeg følte en ubønhørlig trang til at køre direkte ud og banke ham. Med en håndvægt. (Okay, tag det med et gran salt - you get the point). Vold løser som bekendt meget lidt og en medfølende tilgang er ofte mere givende. 

Det er mig til stadighed en gåde hvorfor nogle føler behov for at kommentere på andres træning såvel som udseende på den måde.

Hvad mon tanken bag det er?

Er det misforstået velmenende?

Er det fordi han er intimideret af hende (og hendes styrke)?

Er det et behov for at kanøfle?

Hvad tænker du?

Jeg har et oprigtigt behov for at forstå de drivende kræfter bag sådan en kommentar.

Som hun selv sagde; “Helt ærligt, så er jeg sgu egentlig lidt ligeglad. Jeg undrer mig bare over at han gør det. Havde jeg været yngre, havde det nok været en anden sag”.

Og det er pointen - for nogle er det jo netop sådan en situation der gør, at de aldrig sætter en fod i bøfburet igen. Og potentielt bliver mere inaktive.

Fordi én eller anden tilfældig dude havde behov for at udtrykke sit eget ideal om en tilfældig kvindes krop.

Jeg tror på og håber oprigtigt at du ikke er én af dem. At uanset dine egne personlige æstetiske, præferencer, så har du stadig indsigt nok til at vide at andre hverken er interesserede i ej heller har gavn af at høre om dem.

Og hvis du ser nogen der gør det mod andre eller oplever det selv, så siger fra. 

Det er ikke okay.

Forrige
Forrige

Din krop definerer ikke, hvem du er.

Næste
Næste

“Det føles bare lidt for let og det er jeg virkelig ikke vant til. Jeg har en følelse af, at jeg bør ‘gøre mere’”.