Myter og misforståelser - når misforstået sundhed bliver usundt.

45714464_2322960621110143_356897160977827813_n.jpg

I mit arbejde bruger jeg virkelig meget tid på at ‘rydde op’ sammen med min klienter. På at rydde op i gamle overbevisninger, der gennem tiden er kommet til - gennem blandt andet sociale medier og dameblade, men alleroftest fra tidligere coaches, behandlere og trænere.

Overbevisninger som i mange tilfælde faktisk er med til at afholde klienten fra at ‘nå sit mål’.

Og mens det ville være rigtig nemt at hænge folk ud, så er det ikke min interesse. Jeg ved at der er ‘et låg til hver en gryde’ og at alle coaches, som udgangspunkt hjælper folk, der hvor de er, med gode intentioner.

Samtidig er det også enormt frustrerende at der fortsat bliver spredt så meget forkert viden. Formålet med det er som oftest at ‘sprede sundhed’, men resultatet bliver det modsatte. For rigtig mange sker der nemlig det, at når man ‘micro manager sundhed’ så bliver det for besværligt. Så bliver det måske gjort i den tid forløbet varer - men det er umuligt at fastholde efterfølgende.

Et par få eksempler jeg gennem tiden har mødt er:

- En ‘normal’ kvinde på 60 kg der var blevet sat til at spise 1 kg skyr om dagen (udover sine andre måltider) og som fik besked på at hun SKULLE have rødt kød LIGE efter træning

- Vigtigheden af bestemte typer grøntsagsbrød som substitut for almindeligt brød

- At ‘nemme grøntsager’ (ex. gnavegrønt i stedet for en blandet salat) ikke tæller

- 5-split træningsprogrammer til folk der bare gerne vil i gang med at træne

- At alkohol partout afholder dig fra at kunne tabe dig

- Og de to til stadighed nærmest helt fundamentale samfundsoverbevisninger; at fedt feder (yep, stadigvæk) og at kulhydrat og i særdeleshed sukker er fuldstændig umuligt at kombinere med et vægttab

Ovenstående tiltag og overbevisninger er både unødvendige og usande - og i alle tilfælde (jeg har arbejdet med) har resultatet været vægtøgning efter endt forløb med tidligere træner af den simple årsag, at det ikke muligt at fastholde i praksis - og man derfor lige så godt kan ‘droppe det der med at spise sundt’ fordi det er voldsomt besværligt.

Og mens jeg faktisk godt forstår at man som klient har lyst til at ‘gøre noget aktivt’ (og at ekstreme tiltag kan føles som at gøre netop det), så er ovenstående og lignende tiltag unødvendige, hvis ikke totalt uhensigtsmæssige med henblik på målet om øget sundhed og/eller vægttab.

Vi har som trænere et ansvar. Et ansvar overfor vores klienters sundhed - både fysisk og mentalt. Ikke kun undervejs i forløbet - men også efter endt forløb.

Vi udvikler os allesammen - jeg er også selv blevet klogere i takt med mere erfaring og har tidligere anvendt metoder i min praksis, som jeg ikke som udgangspunkt ville anvende i dag (herunder blandt andet kosttilskud og kostplaner).

Hvis din træner, coach eller behandler præsenterer dig for tiltag, der virker unødvendige, for restriktive, kortsigtede eller magiske, så er det okay at være kritisk, spørge ind til rationalet bag - og ikke mindst at sige fra, hvis det ikke fungerer for dig.

Fokusér på vaner, langsigtede ændringer og noget du kan holde - og holder af at gøre. Dét er til stadighed den mest holdbare og ‘effektive’ vej til et vægttab og generel sundhed.

Forrige
Forrige

Fire redskaber til mere ro omkring spisning i december.

Næste
Næste

Din krop definerer ikke, hvem du er.